En syg krop og hvad så?

Et smukt skriv af: Søs Trier.

Kender du Søs Trier?

Søs er for tiden aktuel i en udseendelse på DR3, der hedder "Usynligt syg". Den bliver vist i 4 afsnit, hver mandag . Har du ikke set dem, kan du se dem her: https://www.dr.dk/tv/se/usynligt-syg/usynligt-syg-2/usynligt-syg-1-4

Men det var ikke i disse programmer jeg "mødte" Søs for første gang.

Jeg var ny syg og havde på daværende tidspunkt kæmpet med daglig hovedpine i noget tid, da min ex mand skrev til mig, at jeg skulle følge Søs på instagram, her er hun under navnet @kroniske_farver . På det tidspunkt var Søs indlagt. Jeg fulgte med i hendes dagligdag og selvom hun lå der, med mange smerter, havde hun fokus på det positive. Jeg blev rigtig irreteret på hende og tænkte: "Så kan hun simpelthen heller nikke ha ondt"! Ofte er det sådan, for mit vedkommende, at misundelse kan bunde i at nogen kan noget, jeg egentlig ser en styrke ,men ikke kan finde ind til. SÅ jeg blev nysgerrig, Hvad er det Søs kan, hvordan gør hun, hvordan virker det på hende. Hun blev en inspiration og jeg prøvede hendes" metoder af" - i dag ved jeg det ikke er metoder Søs er bare sådan. Et positivt menneske og en fighter.

Jeg begyndte at skrive privat beskeder til Søs og den 26 april 2019 mødtes vi første gang. Siden er der udviklet et forstående, ligeværdig og inspirerende venskab .

Da Søs var den første jeg lod mig inspirere af på instagram, i forhold til det at, leve med kroniske smerter. Er det mig en stor ære at, hun gerne vil gæste blogge på min blog.Så med et kæmpe TAK, lader jeg ordet nu være Søs´:

Skrevet af Søs Trier.

Blogger på https://kroniskefarver.dk/.

Instagram https://www.instagram.com/kroniske_farver/

Om det er arv, miljø og opvækst, viden, livserfaring eller en blanding af det hele, ved jeg ikke. Men jeg vèd, at jeg er god til at se muligheder fremfor begrænsninger. Og godt for det. For de seneste år har det virkelig været nødvendigt. Det (læs: at se muligheder) - krydret med en god portion vilje, kampgejst og evnen til at bevare et positivt sind - har været min overlevelse. Jeg tør slet ikke tænke på, hvad der var sket, hvis jeg ikke havde formået det.

Jeg siger ikke, at jeg ikke også oplever sorg, vrede, afmagt og frustration. Det gør jeg. Til tider er det hårdt. Meget hårdt. Jeg har skrevet om det svære. Skrevet om min sorg over at have mistet raske Søs. I dag vil jeg fokusere på, hvad jeg gør for at have et godt liv, trods det ikke blev som jeg havde planlagt.

For selvom jeg er syg, er mit liv ikke ødelagt. Sådan er jeg nødt til at tænke. For tager sygdommen også min livsglæde, har det taget alt fra mig. Derfor siger jeg: Jeg vil LEVE.

Måske du ikke kender mig og så vil en præsentation være på sin plads. Jeg hedder Søs Trier. Jeg blogger på kroniskefarver.dk og har en instagram profil kroniske_farver. Jeg er 32 år. Jeg bor sammen med min mand og dalmatiner pige og så er jeg kronisk syg med to sjældne og alvorlige autoimmune bindevævssygdomme. Jeg er semi ny i sygdoms verdenen. Kort fortalt: September 2015 blev gulvtæppet revet væk under mig. Min mand og jeg var i fertilitetsbehandling. En sygeplejerske ringede med den fantastiske nyhed: et af de befrugtet æg så helt perfekt ud. Jeg fik "sat ægget op" om 9 måneder skulle vi være forældre. Jeg skulle være mor. Alt føltes perfekt og ligesom jeg altid havde drømt om. Men følelsen var flygtig og varede kun i få timer. For samme dag var jeg til kontrol på sygehuset og da brød min verden sammen. Den ene af mine sygdomme var gået i udbrud. Da denne kan være livsfarlig blev drømmen om børn erstattet af den barske virkelighed: indlæggelse, kemoterapi, medicin og en langtidssygemelding, som i dag er endt med en førtidspension.

(jeg er i dag velbehandlet og min sygdom har hverken angrebet lunger eller hjerte og jeg ser den ikke som værende livsfarlig for mig)

Alt hvad jeg kendte til dengang, kunne jeg ikke længere. Før sygdom, fyldte sport hele mit liv. Eller næsten det hele. For mit arbejde, bestyrelsesposten i fagforeningen, mine venner, familie og hus renoveringen, fyldte også en del. Ja, jeg havde mange bolde i luften og jeg nød det.

Nu følte jeg istedet, at livet smuldrede væk fra mig.

Jeg har lært, at sygdom nødvendigvis ikke slutter, når man forlader hospitalet. Lært, at livet ikke kan planlægges efter en snorlige linje - og heldigvis véd jeg, at livet - til trods for dens udsving fra den snorlige linje - sagtens kan være fantastisk. Det gælder bare om at kunne se det.

Hvordan får man et godt liv, når det er langt fra, hvad man havde planlagt? Jeg ved det ikke, men jeg ved, hvad jeg har gjort.

Jeg har troet på mig selv. Haft tillid til, at jeg kan mere, end hvad jeg tidligere troede var menneskelig muligt. Jeg har vendt vrede til drivkraft. Grædt når jeg har haft behov. Flyttet fokus. Set mulighederne fremfor begrænsningerne. Følt taknemmelighed. Lagt mærke til hverdagens smil - og dem er der faktisk, og heldigvis, en hel del af.

Jeg kan på ingen måde det sammen som før, men jeg kan stadig en hel del og den del fokuserer jeg på. Eller jeg prøver - for nogle dage synes det umuligt. Nogle dage fylder tankerne om alt det, jeg ikke kan, mest.

Men jeg gør alt, jeg kan, for ikke at blive opslugt af destruktive tanker.

Det nytter nemlig ikke at være sur og bitter. Det kan godt være, at livet ikke blev et rask liv, men spildt er det bestemt ikke!

Jeg vil ikke sidde som gammel og kigge tilbage på et liv, hvor destruktive tanker fyldte. Mine tanker skal udfordre mig, og få mig til at reflektere. De skal gøre mig mentalt mere robust. Mine tanker skal forblive konstruktive.

For helt ærligt: Ingen kommer igennem livet uden en tur med røven i vandskorpen. Når det sker, skal vi rejse os op, og børste skidtet af vores krop. Det kan godt være, at vi ikke selv har bestilt turen til rendestenen, men vi bestemmer selv om vi skal blive der.

Vi bestemmer selv, hvordan vi anskuer vores liv.

Jeg ved godt, at det kan være svært. Nogle gange behøver vi hjælp. Men det er vores eget ansvar. Ingen andres. Og det er okay at bede hjælp.

Og måske du synes jeg lyder hård. Det er jeg ikke. Det er sagt kærligt. Sagt fordi jeg ved, hvordan bitterhed kan æde en op.

Min bedste råd: tro på dig selv. Du kender følelsen af, at livet gør ondt. Heldigvis kender du også følelsen af glæde. Jagt den følelse.

Sæt små delmål. Vid at det er okay, hvis du fejler. Så sætter du barren lidt lavere og prøver igen. Når du lykkedes, så sug følelsen til dig. Den følelse kan du bruge som drivkraft.

Vid at sygdoms "rejsen" vil gøre dig mere robust. Mere klar til at leve livet. Den vil også gøre dig ked af det, vred og frustreret. Det er okay. Du må gerne græde og være sur. Jeg mener nemlig ikke, at brugbare følelser kun er glade følelser. Det kan være særdeles brugbart at være vred og ked af det. Det må bare ikke blive ved. På et tidspunkt er det nødvendigt at komme videre.

Falder du, så rejs dig igen og lev dit liv på bedst tænkelige måde. Med et smil på læberne. For er der grund til andet?

Et sygt liv - og hvad så. Livet har stadig en masse dejligt at byde på.

Kæmpe TAK til Søs. Du er en kæmpe inspiration for mange. Du sætter fokus på noget svært, at være usynlig syg. At jeg/du/vi stadig har lov til at skabe et godt liv.

Til dig der læste med: Vil du læse mere fra Søs, hvilket jeg virkelig kan anbefale, så find hende her: @kroniskefarver eller så instagram her: https://www.instagram.com/kroniske_farver/

Her finder du en "syg verden" i farver" :)

Du er velkommen til at kommentere eller dele mit blogindlæg (husk kildeanvisning)

Foto ?? er mine, spørg hvis du vil låne?

Du kan også følge mig på

Instagram eller Facebook

Synes godt om

Kommentarer

Skriv kommentar...
IP: 82.99.3.229