Kys den vase, du er blomsten i.

SORT PÅ HVIDT! og ikke nogen farver..

Jeg hedder Anja, jeg er 41 år gammel og jeg har kroniske smerter, primært kronisk hovedpine og kronisk migræne. Jeg er ikke på talefod med mine forældre pt. Så mit familieliv er lidt fucked up. Jeg fik en Gastric bypass i 2010 og har fået fjernet overskydende hud på mave og bryst. Jeg har også fået fjernet min blindtarm og galdeblære, så jeg har mange ar på min mave og mine bryster. og så har jeg flere ar på sjælen. Min mave buler og mine bryster hænger stadig. Jeg har lange ben men der er også meget overskydende hud på dem, faktisk lidt som om at lår og knæ går ud i et.. Der er 1 cm forskel i omkreds på det brune ved brystvorten, areola. Jeg har taget 16 kg på af min medicin jeg får forebyggende for hovedpine. Jeg er blevet afskediget fra mit arbejde som pædagog og jeg er på ressourceforløbsydelse. Jeg bor i Silkeborg i en lejlighed i et område, med mange to sprogede, socialt belastede familier og enlige mødre. Jeg har det sidste år, mistet en del venner, fordi jeg ikke kan pleje venskaberne , jeg er faktisk en ret ustabil veninde. Jeg har koden til min kærestes tlf, fordi han har været mig utro, det har han sikkert fordi jeg ofte render rundt i joggingtøj og jeg ikke er en god nok kæreste, desuden var hun garanteret sød til at rose ham også var hun også en lille nips og ikke et skur på 173 cm. Men med koden har jeg styr og kontrol på ham, så han ikke kan flygte sin vej for jeg vil ikke være alene. Udover hovedpine har jeg også diffuse smerter i blandt andet arme og hofter. Jeg havde 6 måneder fra april til september 18, med daglig diarre optil 13 gange dagligt og dette kan man ikke finde en årsag til, så jeg har ikke en diagnose udover kronisk daglig hovedpine og derfor må det jo være noget jeg bilder mig ind. Jeg burde faktisk bare tage mig sammen. Der er sku da ingen der gider et menneske som mig!

Inden du måske giver op overfor resten af mit skriv, vil jeg lige tilføje at, det nok skal få en positiv drejning og en god slutning :-) Så træk vejret, lav en kop kaffe eller The og læn dig tilbage og læs med.


Hvad er selvværd og selvtillid egentlig?

Selvværd: Jeg er et ok menneske, jeg er noget værd som menneske, jeg har faktisk en værdi i denne verden. Selvværd er dine tanker om det, du er. Dine tanker om det, du er, vil være afhængig af hvordan dit selvværd er. Det kan også være du tænker, Jeg er ikke et godt menneske, jeg bidrager ikke med noget, jeg er altid i vejen.

Selvtillid handler om det, du gør. At tro på egne evner. Jeg kan sagtens klare det, eller jeg kan ikke finde ud af det.

Jeg har igennem min uddannelse som pædagog arbejdet meget med disse begreber, og jeg mener at disse to begreber er forskellige, men samtidig går de ofte i hånd. For jeg tror begge begreber handler om spørgsmålet: Er jeg god nok?

Jeg har i tidligere indlæg påpeget en lille smule at, jeg er opvokset i en familie, hvor jeg har haft en følelse af at skulle gøre sig fortjent til til anerkendelse, kærlighed og ofte rigtig god til at læse tanker. Jeg kan ikke diagnostisere hverken min mor, min mormor eller mig selv som narcissistiske mennesker, da jeg ikke er hverken psykolog eller læge. Men jeg har mere end 40 års erfaring i at aflæse og afkode mennesker for at gøre mig fortjent til kærlighed. Og da jeg en dag tog mod til mig og læste bogen: "Blir jeg nogensinde god nok" af Karyl MCBride gav det hele mening.

Jeg husker da min mormor døde at, min mor sagde: "Jeg savner min mor men min søster og jeg har aldrig haft det så godt sammen som nu" Jeg ved ikke om hun undrede sig over det, men jeg fik på en eller anden måde en forståelse af og for min mor. Hun har ikke lært andet. Hun er måske selv opdraget med at skulle gøre sig fortjent til kærlighed. At min mormor måske også skiftevis har elsket, den ene eller anden.. Ubevidst måske.. Men det er alene mine tanker for jeg var af gode grunde ikke en del af min mors opvækst. Men jeg ved min mormor var en god mormor og sådan er det ofte.. 

Jeg har altid følt at der var varme og kærlighed, når jeg havde gjort mig fortjent til det. Når jeg tilsidesatte mine egne behov, når jeg tog de "rigtige" valg, når jeg gjorde lidt mere end forventet, men heller ikke for meget. Andre gange så var hun, min mor, forstående og rummelighed. Som f.eks. da jeg fik 7 til min eksamen og hun sagde: "Skidt med det skat, alt over 6 er spildt arbejde" Men jeg vidste aldrig hvornår noget var godt nok. Så jeg har altid helst ville være et skridt foran.

Verden var meget sort / hvid. Når det var varmt var det rigtig varmt og når det var koldt var det rigtig koldt. Straffen for at havde gjort for lidt eller for meget, var ignorering. Det var enormt hårdt. I dage kunne man gå og vente på at blive talt til igen. Det var svært at blancere i og man gjorde alt for at komme tilbage. Jeg ved ikke om jeg nogensinde helt fandt ud af hvad der skulle til. For det blev så ligegyldig når tavsheden blev brudt og der blev ikke forklaret hvorfor der havde været tavshed.

Jeg fandt engang en af mine dagbøger. Jeg husker en bestemt situation jeg havde beskrevet, den er tydelig for mig, hvert et ord min lille hånd havde skrevet kan jeg fremkalde. Jeg smed dagbogen ud dengang jeg var færdi gmed at læse den, for jeg kunne slet ikke holde ud at læse den, jeg blev faktisk flov over mig selv. uden nogen grund. (tænker jeg i bagklogskabens lys) men der stod ca sådan her:

Kære Dagbog.

I dag har min mor opdaget at der er fingeraftryk på vinduet. Hun har sagt hun vil ringe efter en mand der kan tage fingeraftryk, hvis ikke vi indrømmer hvem af os der har gjort det. Hun har sagt at den af os der har gjort det, vil hun slå med en bøjle. Jeg syns det er synd for mor, hun har lige pudset alle vinduerne, så det kan vi ikke være bekendt. Jeg sidder på mit værelse og hun siger ingenting til os. Jeg ved det er fordi hun er ked af det og det kan jeg godt forstå. Min mor har nok a se til. Jeg ved det ikke er mig, men det gør ikke noget, for det er også synd for min lillesøster. Om lidt siger jeg at det var mig. Så vi kan få det godt igen alle sammen.

Kærlig hilsen Anja

"Jeg syns det er synd for min mor".....stod der næsten på hver side i min lille dagbog...

Jeg blev rigtig god til at læse tanker og kropssprog. Det var mit forsvar at være på forkant hele tiden. For så havde vi det faktisk godt. Så hyggede vi os, vi kunne tage ud og bade, vi kunne se film og spise lørdagsslik, vi kunne male mit værelse laksefarvet og vi kunne besøge farmor. Jeg ville gøre alt for dette. Jeg lurede f.eks hurtigt hvem min mor holdte med til melodi grand prix og så holdte jeg også med dem. Jeg kan huske vi fik syet en kjole til mig da jeg blev student. Jeg lignede et telt i den, men jeg tog den på for min mor kunne li´den. Jeg husker hvor stolt jeg var, da jeg var færdig med HF, jeg var student, noget min mor altid havde ønsket sig og selvfølgelig skulle hun give mig huen på. Den dag sagde hun, at hun godt kunne ha tænkt sig en rød hue. Da jeg fik min gastric bypass roste hun mig først da jeg havde tabt mig 30 kg, hun sagde: " Det er godt nok flot ven, men det er godt nok svært at vænne sig til at jeg nu er den største" Siden hen fik hun selv en slankeoperation.

Jeg tilsidesatte mig selv og mine følelser til fordel for hendes, min mors, og det at leve op til folks usagte og sagte forventninger, er jeg blevet verdensmester i mange gange. Jeg er god til at afkode det verbale og nonverbale sprog. På bekostning af mig selv.

Da jeg blev 14 år, teenager og i den alder, hvor man ligesom finder sig selv, hvor kroppen raser af hormoner og man løsriver sig, lærte jeg min ex mand at kende, så jeg knyttede mig til ham og hans familie, og kunne frigøre mig lidt fra min egen familie, men ikke løsrive mig. Jeg fandt en ny tilknytning. Hans familie er heller ikke perfekt, men man er elsket som den man er, også selvom man har lavet lort. Selv efter min ex mand og jeg blev skilt har jeg mærket deres ubetingede kærlighed. på trods af vi valgte noget, de måske ikke forstod eller i hvert falde ønskede. Sådan er det stadigvæk. Min ex svigermor blev ligesom et billede på hvordan man også kan være mor og menneske. Det tror jeg gjorde at, jeg har kunne ændre mig, at jeg har turde løsrive mig. Jeg er slet ikke i tvivl om jeg har de narcissistiske træk, men jeg ved det og jeg er opmærksom på det.

Da jeg selv blev mor for første gang, mærkede jeg også en frustration over at, det barn ikke bare gjorde som folk forventede, og hvor svært det blev for mig selv, jeg kæmpede i den grad med værdier. Da vi besluttede man ikke længere måtte ryge indendørs i vores hjem, besøgte mine forældre os ikke i 3 måneder. Det var første gang jeg ligesom holdt ved min egne værdier. Men det var svært for det betød jo at, jeg så ikke levede op til deres.

Jeg kunne blive irriteret på mit barn når han ikke gjorde som forventet, når han tømte kassen med legetøj, eller når han vågnede fra sin middagslur efter 28 min og jeg ikke havde nået det jeg skulle, feks at støvsuge og vaske tøj. Jeg mistede kontrol. Det her lille menneske var jo umuligt at læse. Men han elskede mig alligevel. Jeg fik heldigvis opdaget at det kom sig ikke så nøje om det var legetøj overalt.n Det var nærværet og kærligheden der var vigtig.

Da min ex mand og jeg blev skilt oplevede jeg for første gang i mit liv adskillelse- løsrivelsen - at jeg var et individ med egne følelser og værdier. Nu stod jeg virkelig på egne ben. Jeg skulle virkelig tage ansvar og jeg havde ligesom ikke nogen jeg kunne gemme mig bag. Min mor blev utrolig såret over skilsmissen, hendes drøm braste og da hun på et tidspunkt skrev på de sociale medier at hun følte sig udenfor og at det var min pligt at fortælle hende hvordan man var mormor til dele børn, så eksploderede jeg. For første gang i mit liv blev jeg vred, på min mor. Jeg skrev en lang privat besked til hende at jeg selv var ret i ny i fht dele børn og jeg havde ingen opskrift, udover at jeg havde tiltro til at det nok skulle gå godt hvis jeg stolede på mig selv. Jeg var selv i sorg , selvom skilsmissen var en "lykkelig skilsmisse" og jeg på ingen måde rummede at tage mig af hendes sorg. Jeg sagde simpelthen STOP. Efterfølgende modtog jeg mange breve og sms beskeder fra hende og ofte handlede de om at ligegyldig hvad hun gjorde så var det aldrig godt nok, og vi ikke tænkte på hvordan hun havde det ect..

Jeg har skrevet mange lange breve til hende men jeg har aldrig leveret dem. Det er jeg glad for i dag, for det kunne hurtig blive grimt. Jeg vidste at der skal to til at starte en krig og hvis jeg ikke hoppede med på den så blev der ingen krig.

Min far.. -han har været nødt til at stå bag hende, hvis han ville havde et godt liv. I virkeligheden kæmper jeg oftest mest med at forstå ham. Han havde jo et valg. Men han har ikke ønsket at bo alene. Så hans holdning har altid boet i min mors bukselomme. På en eller anden made er han jo modig.

Når alt dette så er sagt, så elsker jeg begge mine forældre. Jeg har aldrig sat ord på overfor dem hvordan det har været med tavsheden. Heller ikke når vi i mit voksne liv har haft hinanden på pause. Det er bare blevet genoptaget som om intet er hændt. Min mor er en god mormor for drengene, men det er svært for hende at "bare være" det har altid været "med ekstra tilbehør" på Mc D, at tage drengene med på camping, i sommerhus , at tage i legelande sommerlande osv. m.m. Det har været lidt som om at det skulle være ekstra godt, for sæt nu det ikke var godt nok. En misforstået kærlighed tænker jeg. For nylig sagde hun i telefonen til mig, at de børn vil hende kun når hun giver dem noget. At det altid skal koste. Jeg var rasende og fik sagt at nu skulle hun huske hvem det var der havde det behov og om drengene nogensinde har forlangt det som et krav for at ses.. Hun endte med at smide røret på, hvilket nok var fornuftigt. Dagen efter fik jeg en lang sms om at hun aldrig kunne gøre noget godt nok osv. Jeg svarede hende at, hun var på pause i mit liv lige nu.

Jeg kunne skrive bøger om hvordan det er at fravælge sine egne følelser og altid føle at, man skal leve op til andres forventninger, At vokse op med en tro på at, "man skal gøre, for at være elsket". At mister man kontrollen har det konsekvenser. Hvor ensomt det var/er når man blev ignoreret og hvor svært det er at føle sig god nok. Men det skriv kan blive langt og det kommer måske en dag..

Dette er blot for at give Jer og mig selv, en fornemmelse af hvorfor det sværeste for mig, da jeg blev ramt af kroniske smerter, var at tro på at, jeg var noget og jeg stadig kan bidrage med noget. Hvorfor jeg umuligt kunne være elsket og holdt af nu jeg var smerteramt. Hvorfor jeg undskyldte overfor folk og bebrejdede mig selv for ikke at være god nok.

Og hvordan jeg langsomt tager kontrollen over mit liv. Har fået lysten til at skabe mig et godt liv og hvorfor jeg nogengange vælger mig før dig. For jeg kunne ha valgt at putte mig selv i offerrollen og læne mig tilbage og givet skylden til mine forældre, for de som svigtede og fordi jeg bare aldrig nogensinde havde følelsen af at være god nok.

Men det er faktisk ikke ret sjovt at være et offer. Det er en følelse der er okay at ha, men det fede er at indse det og acceptere at , vi hver især har vores opvækst, vores bagage, vores udfordinger og så handle på den.

"Det er din film og din rolle må du bære.

Lev dit smukke liv eller lad være!"

( Folkeklubben)

Da jeg i feb 2018 blev syg, kæmpede jeg med alt hvad jeg kunne, på at finde en årsag og blive rask igen. Jeg kæmpede for ikke at miste kontrollen, jeg kæmpede for at kunne det, jeg altid har kunne. Nemlig at leve op til folks forventninger. Men det smuldrede for mig. Jeg kunne simpelthen ikke. Jeg måtte melde afbud, jeg måtte sygemelde mig, jeg måtte prioritere min energi og vælge fra og til. Jeg kunne ikke længere være hende der tog på arbejde, bage en kage til drengenes klassearrangement, snakke 2 timer i tlf med en veninde, lave aftensmad imens jeg vaskede tøj. Gå i bad, barbere ben, give min mand et lækkert blow job, smørrer madpakkerne og gå i seng til midnat og stå op kl 5.30 og starte forfra igen..

Jeg opdagede simpelthen at, jeg var et menneske der ikke kunne gå på vandet!

Først var det en sorg. Det gjorde ondt. Jeg oplevede jo at verden omkring mig fortsatte, også uden mig.

På mit arbejde var der stort set næsten ansat en ny, inden jeg stod med fyresedlen i hånden. Mine børn spurgte stadig efter aftensmad og skulle stadig vækkes kl 6.30. Min yngste forlangte sin godmorgen sang, uanset om jeg sad med hovedet under armen. Min kæreste tog stadig på arbejde, og på skydebanen og lægerne på sygehusets afd gav mig ikke en hurtigere tid selvom jeg havde smerter. Der var også andre patienter.

Jeg følte mig overhovedet ikke noget værd eller elsket.

Men igennem andre kroniske smerteramte opdagede jeg at man faktisk har lov til at ha et godt liv, man kan i hvertfalde selv gøre meget for at skabe sig et. Jeg blev nysgerrig. Hvordan gjorde de?

Samtidig er jeg uddannet KRAP pædagog og dette kunne jeg pludselig bruge på mig selv. Alle mål føltes uovervindelige og alt for store, men hvis jeg nu delte dem op i små del mål, så fik jeg jo mere succes end nederlag. Jeg begyndte at skrive ned hvad jeg lavede hver dag, for at se jeg faktisk gjorde noget. Jeg lavede "uge - to do" i stedet for "dag -to do" fordi det så er okay at jeg ikke når det hele på en dag. Nu laver jeg slet ikke lister mere eller skriver ned hvad jeg får lavet. For jeg har ikke brug for det mere. Jeg har lært at sige PYT. I stedet for skriver jeg ofte 3 ting ned som har været godt FOR mig, inden jeg går i seng , feks at jeg i dag har gået en lang tur i skoven og jeg fandt modne blåbær.

Jeg oplever hvor befriende det var at mestre mit eget liv. Uanset hvor meget kontrol vi tænker vi har, kan det med ét blive taget fra os.

Jeg har arbejdet utrolig meget på at brug min energi på det der giver mig overskud. Jeg har brugt min vrede og mine frustrationer som drivkraft.. Jeg har accepteret at, jeg ikke nødvendigvis finder en årsag til mine smerter, men jeg har lært at lytte til min krop og mærke efter. Hvorfor er det jeg er vred, kan jeg gøre noget ved det? Vil jeg bruge energi på det her eller det her? Giver det mig energi eller tager det? Hvor længe vil jeg ærgre mig over noget jeg ikke kan gøre noget ved.

Så i dag halvanden år senere vil jeg istedet præsentere mig sådan her.

NU MED FARVER:

Hej jeg hedder Anja, jeg er 41 år gammel og jeg lever hver dag.

Jeg har en krop der bærer præg af et stort vægttab som jeg er skide stolt af uanset operation eller ej, men jeg tog ansvar for mig selv.. Mine ar på min krop beviser at jeg er en kriger og at jeg har været stærk. Mine ar på sjælen heler i takt med at jeg tager ansvar for mit liv. Jeg bor i smukke Silkeborg i en dejlig lejlighed sammen med min kæreste og mine to drenge.

Jeg er ikke perfekt skruet sammen, men når jeg retter ryggen og finder glimtet i øjet, er jeg sku en frækkert. Nogen gange sætter jeg endda pegefingeren på mig selv, siger tshhhhh (ligesom når man slukker en tændstik med våde fingre). Så lækker er jeg - nogle dage ;-)

Jeg har kronisk hovedpine og andre diffuse smerter, men jeg er god til at lytte til min krop. Det er ikke altid jeg kan overholde aftaler, heller ikke med mig selv, for jeg er ikke et menneske der kan gå på vandet. Kan du?

Jeg er uddannet pædagog men jeg har valgt at søge andre veje, der både er i harmoni med mit helbred, men også driver mig, så jeg er sindsyg stolt af at jeg har taget ansvar for mig selv og lige nu "sparker" jeg nye døre ind. Som jeg glæder mig helt vildt til at, dele med Jer.

Jeg er en rigtig god veninde fordi du kan være helt sikker på at selvom vi ikke ses så tit, så er jeg altid sammen med dig af lyst og ikke af pligt. Når jeg må melde afbud er det fordi jeg skal passe på mig selv.

Jeg er en nærværende og opmærksom mor, der ser mine drenge i en sund udvikling hvor de til tider løsriver sig fordi de er trygge og de udvikler. De er gode kammerater og vellidt og det er jeg stolt af.

Jeg er en god kæreste, fordi jeg ikke længere har brug for ham er i mit liv, fordi jeg er bange for at være alene, men fordi jeg faktisk elsker ham. Jeg lever i et sundere parforhold nu fordi jeg ikke frygter at blive forladt, og fordi jeg ikke føler jeg skal gøre mig fortjent til hans kærlighed. Men at vi elsker hinanden for dem vi er! Vi arbejder kontruktivt med tilliden i stedet for kontrol.

Jeg acceptere alle mine følelser, jeg tilllader mig at græde og jeg tillader mig at være glad. Min vrede bruger jeg som drivkraft.

Jeg er åben og dermed sårbar, men det er min overbevisning at det er først når vi tør være sårbare, den oprigtige og ærlige forbindelse mellem mennesker sker.

Jeg er ikke længere sort-hvid. Jeg er en palette af forskellige farver som jeg tør mixe og blande, også i kombinationer der ikke er set før.

Jeg er robust og jeg vil gerne falde og slå mig, og rejse mig igen. Det kan gøre ondt, men det gør også at, jeg føler mig i live. Jeg ved at alting har sin tid og det går over. Så det der gør ondt er ikke for evigt og de der øjeblikke af lykke, skal inhaleres for de er heller ikke for evigt.

Jeg er ikke et offer, for vi bliver allesammen udsat for omstændigheder i vores liv som vi ikke ønsker. Det er okay at jeg i perioder føler jeg skal igennem meget lort. For jeg ved at Lort kan blive til god gødning!



SÅ KYS DEN VASE, DU ER BLOMSTEN I.

Du er velkommen til at kommentere eller dele mit blogindlæg (husk kildeanvisning)

Foto ?? er mine, spørg hvis du vil låne?

Du kan også følge mig på

Instagram eller Facebook

Synes godt om

Kommentarer

kroniskefarver
kroniskefarver,
Jeg har både tudet og smilt mens jeg læste. Jeg har så meget, jeg gerne vil skrive og mest af alt har jeg lyst til at køre til Silkeborg og give dig et kæmpe knus.
Du er en af de stærkeste personer jeg kender. Du rummer utrolig meget kærlighed og du er en hel igennem en fantastisk veninde.
Jeg holder så meget af dig - af hele DIG ❤️
nouw.com/kroniskefarver
Kronisk_rebel
Kronisk_rebel,
Tusind tusind tak. Du er og bliver et af mine yndlings mennesker. Du er en kæmpe inspiration. Hvor er jeg glad for du læser med og er lige her. Tak fordi jeg fik lov at ramme dig lidt. Kæmpe kram
nouw.com/kronisk_rebel
bente
bente,
❤❤❤Jeg har læst dit indlæg mange gange. Jeg forstår så meget af det du skriver. Mere end jeg lige sådan kan udtrykke her.❤Vil blot sige at jeg syntes at du er helt fantastisk. Og smuk. Og sej ❤Kærlig hilsen Bente
Kronisk_rebel
Kronisk_rebel,
Tusind tak Bente. Hvor er det dog fantastisk og vildt at høre. Jeg er glad for du læste med. Både glad og taknemmelig. Kæmpe kram til dig din super seje kvinde ❤️
nouw.com/kronisk_rebel
Skriv kommentar...
IP: 82.99.3.229