Når lægen har en skjult dagsorden.

Jeg har valgt at skrive dette blogindlæg fordi jeg mener det er vigtigt at fremstille mange af de aspekter der er i et liv med kroniske smerter. At man i sådan en livs-forandrende proces som det er, også skal være forbandet stærk. Jeg var indkaldt til en samtale / undersøgelse på Århus universitets hospital, på deres hovedpine/smerteklinik. En samtale der udmundende i en udredning, som jeg ikke var klar over foregik og en samtale der har forandret min tillid til sundheds systemet. En samtale der for mig, indeholdt en skjult dagsorden.. En samtale der måske medfører en diagnose i min journal jeg aldrig vil kunne få fjernet igen.

Jeg deler denne oplevelse fordi det hjælper mig at sætte ord på. Jeg har valgt at anonymisere navne på læger/behandlere, da det er min oplevelse. Samtidig vil jeg gerne dele oplysningerne med Jer i PB, hvis nogen har brug for dette. Samtidig er det vigtig at denne beskrivelse udelukkende er lavet udfra min og min kærestes oplevelse.


19 juni 2018 har jeg konsultation ved egen læge med henblik på en henvisning til smerteklinik. Min læge forklarer mig at de på en smerteklinik jo ikke kan lave en udredning men udelukkende et forløb i.fht at leve med kroniske smerter, . Jeg fortæller at det heller ikke er ønsket at blive mere udredt, men at ønsket er at blive bedre til at acceptere mine smerter og få nogle redskaber til dette. Egen læge er ikke sikke på en smerteklinik kan lære mig mere, da hun mener jeg er i så god fremgang. Men hun vil gerne henvise mig hvis jeg har brug for det. Hun laver henvisningen efter endt konsultation, så jeg er ikke med til at lave den.

Jeg modtager en tid på AUH på smerte og hovedpineklinikken. Jeg undrer mig over det er hovedpineklinik, da jeg er tilknyttet Viborg, men da det også er en smerteklinik, tænker jeg at det er smerteklinik specifik for hovedpine patienter.

I indkaldelsen står der at jeg indkaldes til undersøgelse samt samtale og efter dette vil lægen vurdere om jeg kan tilbydes et behandlingsforløb og hvilke fagpersoner der skal tilknyttes mit forløb.


Samtalen på Aarhus universitetshospital den 7/11-2019

Jeg møder sammen med min kæreste Gert, til den aftalte samtale. Lægen starter med at informere mig om at han i bund og grund ikke kan tage samtalen med mig, da jeg ikke fra regionen må være tilknyttet to klinikker med samme formål. At min egen praktiserende læge i Silkeborg, har gjort noget der ikke burde være muligt og som simpelthen ikke burde ske.

Men da dette først er opdaget nu, vil han alligevel tilbyde os at afholde samtalen alligevel da tiden jo er afsat, så for ikke at spilde nogen´s tid.

Lægen spørger indtil hvad mit mål/ønske er med at komme der?

Jeg fortæller at mit ønske er, at da det nu er en hovedpineklinik ønsker jeg en second opinion i i.fht udredning af hvilken hovedpine type jeg har, da Viborg Hovedpine klinik ikke kan komme nærmere end en kronisk hovedpine af spændings-typen, samtidig er jeg blevet anbefalet at få en ny udredning af netop dette af min patientforening for hovedpineramte da det at kende sin hovedpinetype vil kunne give en mere målrettet indsats. Samtidig er mit højeste ønske i dette forløb en bedre indsigt og viden i i.fht. smertehåndtering af mine smerter for at komme tættere på en accept.

Jeg fortæller ham ydermere at jeg har en tendens til at negligere mine smerte når jeg sidder overfor en læge og samtidig fordi jeg er optimistisk og kan altid tænke at smerten kan være værre. F.eks. ved at jeg at min hovedpine kan være værre hvis jeg f.eks. slog mit hoved samtidig med en hovedpine. Og derfor vurdere jeg den nok til tider lavere end reelt er.

Han spørger herefter indtil min fortid, hvor gammel jeg er, hvad jeg har arbejdet som, hvad mine forældre og søster arbejder med, om mine forældre stadig er gift. Hvordan mit forhold er til min familie, hvorfor jeg er blevet skilt osv. Derefter præsenterer han sig som psykiater. (På hans navneskilt står der overlæge) Jeg undrer mig ikke over dette, da jeg har set i min indkaldelse at det kan være læge, psykiater osv der foretager samtalen og at jeg måske møder den hjælp i fht det psykiske i at have kronisk hovedpine..

Han spørger indtil min kærestes job, min ex mand, mine børn og på intet tidspunkt der spørger han ind til mit sygeforløb. På dette tidspunkt er der gået knap en time og jeg er udmattet og hovedpinen fylder meget. (Jeg ved pr erfaring at min hovedpine forværres ved stimuli og udmattethed). Herefter siger han: ”Jeg ved godt hvad du fejler og det ved jeg uden at undersøge dig, og dette vil jeg forklare dig nu”. Vi bliver bedt om at flytte os hen foran en stor whiteboardtavle. Jeg bliver bedt om at fortælle alle de smerter jeg har haft de sidste 2 år.

Jeg nævner de symptomer og smerter der har været der og nævner samtidig at nogle af tingene jo er afklaret og ikke længere er en smerte i min hverdag. At f.eks. ved jeg at min diarre havde forbindelse til min galdeblære, så diarre og mavesmerter er ikke længere aktuelle, Men han mener det er det, fordi det er de seneste to år. Jeg prøver igen at forklare at der er jo fundet en årsag og det ikke længere er en smerte. Jeg oplever at han flere gange forsøger at finde smerter ved mig, han er opsøgende og det føltes som om han gerne vil finde flere smerter/symptomer end jeg selv har nævnt. Han spørger f.eks. om jeg har haft sure opstød. Det har jeg men at jeg også ved at, det kan have en forbindelse til min galdeblæreoperation og/eller GBY. Han skriver sure opstød på tavlen, jeg gør ham opmærksom på jeg ikke syns den hører hjemme der, da jeg ikke betragter dette som en del af mine problematikker. Han spørger mig om jeg er sikker og at han går til mig, fordi jeg selv har fortalt jeg negligere mine smerter. Jeg siger at jeg er helt sikker på det ikke skal med. Han siger til mig at det jo er indenfor de sidste 2 år så i realiteten skal den med, men jeg gentager flere gange at jeg ikke ønsker det, da jeg ved hvorfor jeg kan døje med dette. Men han vælger at lade det stå på tavlen. Dette oplever jeg sker flere gange.

Han spørger også indtil om jeg har åndenød, en pressen for brystet. Det har jeg ikke. Så spørger han mig om jeg ikke nogle gange skal trække vejret dybt nogle gange. Jeg fortæller ham at det kan jeg opleve, når jeg koncentrere mig om noget. Han siger at så har jeg åndenød. Jeg er ikke enig og ønsker ikke dette på tavlen. Det skal jeg også gentage mange gange og min kæreste fortæller flere gange at det har vi ikke oplevet. Han vurderer også at jeg må havde tendens til at gå ind i ting,måske svimmelhed eller kordinationskontrol, det er ikke noget jeg kan genkende, så spørger han om jeg af og til har blå mærker, det kan jeg ikke udelukke, hvortil han svarer at så kan det jo også konstateres at jeg må være svimmel og går ind i ting. Så flere gange oplever jeg at bliver han ved med at lede efter og finde symptomer som jeg ikke selv nævner eller føler er reelle. Jeg kan efterfølgende se at selvom jeg beder om at få slettet flere symptomer/smerter, såsom oppustethed, sure opstød, diarre, kvalme og ubalance er de ikke blevet slettet.Jeg oplever ham meget vedholdende og insisterende. Men jeg er autoritetstro og er sikker på at læger er til for at hjælpe deres patienter.

Bagefter skal jeg sætte tal på mine smerter fra 1 til 3 hvor meget de fylder. Jeg ved ikke om jeg får sat tallene reelt, for her oplever jeg også at han gerne vil forhøje dem og det sker også han skriver tallet højere end jeg siger. Jeg forsøger at få det slettet, men han siger "det er vigtigt du er ærlig Anja, så vi sikrer os at det er reelt, du har jo fortalt du bagatellisere dine smerter lidt". Jeg forklarer ham kort og meget kontant at jeg er ærlig.

Herefter fortæller han mig at han udfra denne samtale kan konkludere uden nærmere undersøgelser at jeg har diagnose, den er han sikker på og med den diagnose har han dermed en rigtig god behandlingsmulighed og den vil han vende tilbage til. Jeg er på dette tidspunkt forvirret, jeg troede jeg var til en samtale og ikke en udredning. Jeg formår ikke at sige stop, fordi jeg tænker at jeg selvfølgelig er åben for at høre hvad han har at fortælle, og da det jo er en samtale går jeg udfra vi har en dialog. Jeg ønsker heller ikke at spilde tiden for nogen. Jeg føler mig i den grad presset. Det er først på vej hjem det går op for mig at det jeg var igennem ikke stod nogen steder på indkaldelsen til samtalen. Min kæreste er chokeret og er forvirret. Han føler vi har været igennem et forhør.

Lægen forklarer mig at der er sket en skade i det filter i min hjerne der ikke kan filtrere min krops smertesignaler, at min krop sender mig faresignaler. Jeg gør ham opmærksom på at dette er jeg ikke enig i, jeg tror min krop giver mig smerter fordi den passer på mig og ikke fordi den vil mig fare.

Han tegner på tavlen et menneske og hvordan kroppen sender signaler. Han tegner flere ting på tavlen der viser smertegrænsen via hvornår man oplever smerte.

Så fortæller han mig at han uden at undersøge mig nærmere, kan fortælle at jeg har en diagnose der hedder BDS på dansk hedder det Kropslig stress tilstand, i svær grad. Han fortæller mig at de smerter jeg mærker er reelle, men at min hjerne ikke kan filtrere de smertesignaler kroppen sender til hjernen. At dette kan forekomme hvis man har haft smerter længe der ikke er blevet taget hånd om.

Jeg spørger lægen om dette vil sige. at da min daværende læge, ikke behandlede den migræne jeg kom med i feb. 2018 kunne være skyld i at jeg sidder med de smerter jeg har i dag. Eller da jeg konsulterer samme lægehus og får en akut tid ved ved en anden læge i samme lægehus, hvor hun først spørger mig hvad jeg vil ha ud af det besøg da har fortalt hende at jeg har haft diarre i knap 8 uger med op til 14 vandige afføringer daglig og et stort vægttab og hun siger det ikke hører hjemme i akut tiden og vælger at sende mig hjem med en ny tid , ved en anden læge 3 uger senere og 3 prøverør til afførings prøver ( hvoraf det ene er for gammelt) men at det senere viser sig at der er en stor stigning i min F-calprotectin, og det ender med en masse udredning på mave tarm afd. Silkeborg, og at jeg faktisk går med diarre i knap 6 måneder før der kan handles på dette, om alt dette kan skyldes at jeg i dag har kroniske smerter. Det mener han sagtens kan være sandt, dette er ikke usandsynligt og jeg begynder at græde, så tilføjer han at det jo også kan skyldes min hyper mobilitet.

Jeg siger til lægen på AUH at der jo altid vil forekomme tider i livet hvor man er presset og kroppen reagere, men at så kan alle symptomer og oplevelser i livet jo puttes i den BDS-diagnose. Han fortæller mig at bliver mine symptomer ikke taget alvorligt og ignoreret på den måde fra egen læge som hidtil, så skal jeg skifte læge. Dette gentager han flere gange i samtalen. Jeg siger til ham at jeg ikke er enig, og jeg frygter at alle symptomer kan komme i den diagnose, at hvis jeg kommer med nyopstået smerter, vil han jo kunne putte dem i samme kategori. Han gentager igen at bliver min symptomer ikke taget alvorligt skal jeg skifte læge. Derefter mener han at vi skal lade det ligge, for der er ingen tvivl om hvad jeg fejler og at der er gode behandlingsmuligheder til mig. Jeg vil aldrig blive rask, men jeg kan blive symptom fri.

Han fortæller mig at han vil henvise mig til en fysioterapeut og en psykolog og at det er den bedste behandlingsmulighed for mig. At de ligeledes har sagsbehandlere der kan varetage min afklaring i jobcentret, Men det kræver at jeg afslutter mit forløb i Viborg og ellers er der ingen muligheder for mig, så vil dørene blive lukket. Jeg spørger ham om der er mulighed for at jeg ikke bare kan kan få en udredning af min hovedpine type (second opinion ifht Viborg) da jeg er blevet anbefalet dette af hovedpineforeningen og så et forløb i smertehåndtering, han siger han vil gerne sende mig ind til hende der kan foretage dette men, at han ved hun vil nå frem til det samme som ham så det ser han ingen grund til. Han fortæller mig at BDS skal tages alvorligt at det er langt mere alvorligt end feks. fibromylagi, som han mener er en skraldespandsdiagnose og at reumatologerne slet ikke vil kendes ved den diagnose mere. Jeg oplever ham ikke professionel. Jeg oplever ikke en læge. Jeg oplever en sælger! 

Jeg siger til ham at jeg ikke er helt sikker på at jeg har forstået hvad der lige foregår og at jeg er meget forvirret og træt. Jeg har brug for betænkningstid. Han fortæller mig at der er meget lang ventetid og jeg nok ikke skal tænke for længe, hvis jeg gerne vil have det godt. Ydermere forklarer han mig at den behandling han kan tilbyde mig, har gjort mere end 50 % symptomfrie, men ikke raske, at det vil kræve jeg altid skal leve efter de redskaber de kan lære mig. At det er få % der ikke har haft effekt men samtidig har det ikke skadet dem. Han fortæller mig også at der er foretaget skanninger og undersøgelser på op til 26 pers, der kan påvise dette. Han giver mig en web adresse jeg skal gå hjem og læse. På den hjemmeside kan jeg intet finde om den evidens han mener der er feks. Scanninger, tværtimod skrives der at man ikke kan finde kliniske beviser. Jeg kan samtidig læse at man skal ha taget blodprøver og udført undersøgelse for at kunne stille diagnosen. Samtidig skal jeg havde givet tilladelse fra min egen læge til at indsende de sidste to år af min lægejournal og det har jeg ikke

Jeg holder fast ved at jeg ikke vil træffe en beslutning nu, jeg har brug for at tænke mig om og jeg troede jeg var henvist til en smerteklinik og ikke en udredning. Det var den aftale jeg havde med min egen læge. Vi aftaler jeg skal kontakte dem på tlf eller mail da jeg er forvirret og ikke helt forstår det hele. Men jeg får fortalt at min bedste behandling har været accept og fokus på livsglæden. Han roser mig for at bevare dette i mit liv.

På vej hjem vender min kæreste og jeg situationen, vi føler os begge forvirret og var ikke klar over jeg skulle udredes. Ingen af os stopper samtalen fordi han er meget overbevisende og fordi vi begge bliver bekymret da han siger at der ellers ikke er nogen behandlingsmuligheder. Vi føler ikke vi har et valg. At vi har haft en oplevelse af en skjult dagsorden. Vi oplevede begge at det var som om der skulle findes nogle symptomer jeg ikke har mærket. At jeg har haft nogle smerter, men at disse har en relation til f.eks. min GBY og derfor ikke burde hører med i denne udredning da det er afklaret/udredt.

Jeg vælger dagen efter, fredag den 8/11 at sende mail til afdelingen at jeg ikke forstår det der var sket, at jeg var indkaldt til en samtale og ikke en udredning. Jeg har frabedt mig diagnosen indtil jeg har fået en forståelse for hvad der skete og at accept er min vigtigste medicin. Men for at kunne acceptere skal jeg også forstå.


Konklusion:

Jeg sidder tilbage med følelse af at der med denne samtale har været en skjult dagsorden. Jeg har følt mig presset og er undrende overfor de symptomer han ønskede, skulle på tavlen da jeg ikke mener det er reelt og faktisk modsiger mig dette. Jeg er ikke i tvivl om jeg har følt mig presset og været udmattet da jeg ikke formår at sige fra eller stop. Min kæreste vil ikke stoppe samtalen, selvom han tydeligt ser jeg er presset fordi han ligesom jeg oplever at takker vi nej, bliver alle døre lukket. Jeg føler ikke der er nogen evidens for den diagnose, da de symptomer og smerter jeg skal skrive på tavlen ikke udelukkende er det jeg har mærket.

Jeg har i det sidste år arbejdet meget med mig selv. Jeg har accepteret min kroniske smerter og har valgt at jeg alligevel har retten til at skabe mig et godt liv. Jeg laver min dagligdag og holder mit fokus på de ting der gør mig glad. Jeg skriver dagligt taknemmeligheds - lister da det holder mit fokus på de gode ting. Der er ingen tvivl om at smerterne fylder, det gør det fordi det er en reel smerte. Men at jeg samtidig arbejder med at der også er andet i mit liv end smerter. Jeg har accepteret men jeg elsker ikke at have smerter. Det er udmattende at have kronisk hovedpine, men jeg øver mig i at tilpasse min hverdag således at jeg hele tiden udvikler mig uden at overanstrenge mig. Jeg lytter til min krop og laver dagsformen efter dette. Jeg bruger naturen rigtig meget, jeg holder mig social ved blandt andet at arrangere gåture med andre mennesker. Jeg har fundet en praktik plads selv for at mærke hvor min grænse går uden at presse mig selv og fordi jeg gerne vil bidrage med noget til samfundet igen. Så i bund og grund føler jeg at jeg har lært at leve et godt liv med mine smerter. Jeg har ikke brug for en diagnose for diagnosens skyld men den skal være reel og med udgangspunkt i de smerter og symptomer jeg mærker og hvad der klinisk kan påvirkes. Jeg har fået konstateret kronisk daglig hovedpine af spændingstypen og jeg er selv overbevist om at det at have hovedpine hver dag er udmattende. Det kræver overskud at både håndtere en kronisk smerte, og samtidig bevare en livsglæde. Jeg mener at nogle af de symptomer jeg oplever, f.eks. glemsomhed eller udmattet hed kan skyldes at jeg går med smerter 24 timer i døgnet og ikke anden sygdom. Jeg er ikke nervøs for mit helbred da jeg føler mig udredt for de ting der kunne være en sygdom og for mig er en udredning også at udrede hvad det ikke er. Jeg har tillid til at lægerne vil mig det bedste. Men den oplevelse jeg fik den 7 nov 2019 var alt andet end tillid.

Det handler ikke om at han konkluderer jeg har forsknings diagnosen BDS eller om jeg er eller ikke er udredt tilstrækkelig. Det handler om måden det blev gjort på. At jeg ikke var klar over dagsordenen. Da det fremgik på mødeindkaldelsen at jeg var indkaldt til undersøgelse og samtale på en hovedpine og smerteklinik med hvad jeg er informeret om et smerte håndtering forløb. Det handler om at jeg føler han fandt nogle smerter/symptomer hos mig som jeg enten ikke kan genkende eller som jeg mener er behandlet eller har en anden årsag f.eks til min gastric bypass. Jeg føler mig ikke forstået og jeg føler mig ikke godt nok klædt på. Jeg mangler en forståelse for hvad det var der foregik. Jeg sidder tilbage med en følelse af et svigt og et tillidbrud mellem patient og læge. Samtidig er jeg efter mit møde med lægen på AUH blevet usikker på det samarbejde jeg har med egen praktiserende læge, da lægen på AUh fortæller mig at den vejledning og behandling fra dette lægehus sagtens kan være årsag til mine kroniske smerter. Så jeg mærker klart en usikkerhed i at jeg og mine børn skal være tilknyttet dette lægehus og dermed også et tillidsbrud dertil, hvor jeg har været tilknyttet i mange år. Jeg kan mærke det tillidsbrud gør at jeg bliver usikker på fremadrettet at tage mine symptomer alvorligt og tage til lægen fremadrettet.

Jeg er også i tvivl om udredningen på BDS har været optimal, da der ikke er hentet blodprøver, eller lavet undersøgelse fra denne klinik. Samtidig har jeg ikke min en smerte fra hver af de 4 bokse dagligt i 6 måneder, som de kategorisere efter. Jeg kan også se ved sådan en udredning skal der være givet tilladelse fra mig til at indhente journal fra min ege læge de sidste 2 år og dette har jeg ikke givet tilladelse til.


Hvad så nu?

Jeg har i dag ringet til afdelingen og spurgt om de har modtaget mine mails. Jeg har frabedt mig at diagnosen føres til journalen indtil jeg har fået en forklaring. At jeg fortsat er tilknyttet hovedpineklinikken i Viborg. Og dermed må de ikke have foretaget denne undersøgelse, da man i følge reglerne ikke må være tilknyttet to ens afdelinger på to forskellige sygehuse. Jeg har efterfølgende fundet ud af at denne psykiater har været impliceret i Karina sagen hvor de tvangsindlægger en ung pige på psykiatrisk afdeling og hun er oprindeligt fysisk syg. Det gør mig utrolig bekymret. Sekretæren jeg snakkede med i morges på afd. på AUH har lovet intet at føre i min journal før jeg har talt med den psykiater jeg var til møde med. Så jeg afventer opkald fra ham for at komme nærmere en forståelse.

Jeg har lavet denne beskrivelse som jeg aflevere ved egen læge. samtidig søger jeg akt indsigt i min journal. For hvad er det i bund og grund jeg er blevet henvist til og på baggrund af. Jeg har lavet denne beskrivelse for HVIS det ender med at diagnosen står i min journal skal dette tilføjes min journal.

Jeg er ikke et sekund i tvivl om at BDS er en lidelse der findes, men jeg tror at alle mennesker med kroniske smerter har denne lidelse. For hvis man f.eks har kronisk hovedpine, vil der følge træthed, udmattethed og f.eks smerter i nakke, øjne ect. og så har du ifølge AUH en BDS. Jeg er heller ikke i tvivl om at det smerte filter i hjernen kan gå i stykker for det er hårdt ved kroppen at have smerter 24/7. Men for mig handler det om måden og baggrunden for diagnosen. Jeg har kontakt til patientforeningen Danmark der har støttet mig og jeg afventer at min patientforening for hovedpineramte har tlf tid. Jeg har ikke afsluttet mit forløb på viborg hovedpine klinik og agter at fortsætte mit forløb derude.og sidst med ikke mindst så forsøger jeg ikke at male fanden på væggen.

Det har været barsk og jeg har mærket det har været svært at blive ved med at kæmpe. Jeg ville ønske jeg "kun skulle" nøjes med at kæmpe med smerterne. Det hårdest er faktisk at blive svigtet af de mennesker der skulle forestille at ville en det bedste. Det værste er den tvivl de planter indeni mig. Det værste er jeg giver dem lov til det. Det er forbandet hårdt at ha smerter hver dag, men smerterne bliver skubbet til side ifht alle de andre ting der bliver i sådan et forløb. Det værste er at jeg ikke kan passe godt på mig selv når jeg skal kæmpe disse kampe. Det værste er at lige præcis i sådanne tilfælde hjælper det ikke at sige PYT, for det vil være i min journal for altid. Jeg er udmattet, jeg er træt og jeg er ramt. Jeg håber at jeg ved at dele min oplevelse i det offentlig rum kan hjælpe andre.

Jeg håber at hvis du en dag bliver syg, er forbandet stærk. For det kræver det.

Du er velkommen til at kommentere eller dele mit blogindlæg (husk kildeanvisning)

Foto ?? er mine, spørg hvis du vil låne?

Du kan også følge mig på

Instagram eller Facebook

Synes godt om

Kommentarer

Lotte
Lotte,
Jeg er landet med en BDS diagnose jeg frasagde mig behandling da det bestod af et forsøg med to præparater jeg ikke havde effekt sf samt samtaler jeg selv skulle køre til dvs. 3 timers kørsel i alt for at snakke og smertehåndteringssnakke havde jeg fået på smerteklinikken jeg allerede havde gået på.... men det er nu skrevet i journalen at jeg har nægtet at modtage deres behandling så der er bare lukket ved egen læge. Sidst har jeg skiftet læge og har så med fornyet håb spurgt til udredning fx fibromyalgi da jeg syntes jeg har de symptomer og det er trods alt en WHO anerkendt fysisk sygdom og ikke en psykisk forskningsdiagnose hvortil hun svarede hvad vil du med en diagnose mere?! Øhh... høre til et sted måske?
hun indvilligede dog i at få min lænd undersøgt og hovsa der VAR noget galt et låst bækken pga trillingegraviditet for 18 ÅR SIDEN! Jeg skal til læge idag og Så må vi se om piben har fået en anden lyd..... min tur gennem systemet har desværre gjort mig kynisk og det hjælper ikke jeg er uddannet sygeplejerske selv😒
Kronisk_rebel
Kronisk_rebel,
Det er jo fuldstændig vanvittig at det når derud. Hvor er det stærkt og flot du holdt ved dig selv. Jeg har lige skiftet læge i weekenden og håber jeg bil blive mødt udenom den skide bds diagnose. Jeg har jo både kronisk hovedpine af spændingstypen og kronisk migræne også.. Men jeg er spændt og nervøs. Men jeg håber.. Tak fordi du delte din historie. Det hjælper med at håbe. Kram Anja.
nouw.com/kronisk_rebel
Skriv kommentar...
IP: 82.99.3.229