Seks uger uden deadlines.

Jeg har på de sociale medier læst rigtig mange opslag om hvor svært det kan være som kronisk smerteramt, det der med ferie. Især den lange sommerferie. Og det kan det. Virkeligt.

For man får ikke holdt de pauser og hvil kroppen har brug for. Familien er hjemme og den rytme man har skabt for at ating hænger sammen, vendes 360 grader. Sådan har det bestemt også været her. Og den sidste uge af ferien, har jeg virkelig betalt tilbage. Min krop har ikke kunne mere og det har resulteret i at jeg har været udkørt, min kroniske hovedpine blev forvandlet til et stort migræneanfald for at langsomt at skrue ned for styrken og tilbage til den vanlige hovedpine i varierende styrke. Jeg trænger til at få min rytme og mine pauser tilbage. 

Min kæreste har kun har en uges ferie, det har til tider været hårdt at stå for underholdningen alene, men drengene har været gode til at holde ferie og har mine smerter givet dem en hel computer-dag, har jeg ikke fået skæld ud for det af nogen ;-)

Når det så er sagt så er der SÅ MEGET ved ferien jeg er taknemmelig for. Meget taknemmelig. Så dette blog indlæg er en hyldest til at alt det sommerferien har bidraget med, og som jeg virkelig har elsket og nydt og kommer til at savne:


  • FÆLLESSKAB: Vi har været sammen, sådan rigtig sammen. Vi har ikke haft et sted at flygte hen. Vi har tilbragt tid foran bålet, lavet ild, lavet mad på bål. Vi har gået ture, vi har været i bilen, vi har hængt i hængekøje, snittet med knive osv. Fordelt arbejdsopgaverne.


  • MINUS VÆKKEUR: Vi har ikke været afhængig af tid på samme måde som i hverdagen. Det kan tælles på én hånd hvor mange gange vi har haft brug for at vækkeuret har ringet.


  • TID: Vi har ikke været afhængig af tid. Vores ure har mest stået på klokken "lige nu", er vi sultne har vi spist, er vi trætte har vi sovet, har vi haft lyst til en gå tur, har vi gået en tur.


  • MÅLTIDERNE: Mange af måltiderne er nydt sammen. Vi har fået morgen - middag og aftensmad sammen, mange dage. Ikke at man har skulle arrangere og anrette men man har kunne få noget ud af lidt og hygge om det. Alle har hver kunne smørre en mad også har man sat sig og spist. OG OG OG ikke at glemme, Jeg har ikke smurt madpakker i ferien (KÆMPE PLUS)


  • SAMMEN ER VI STÆRKE: Jeg har ikke følt mig alene, vi har haft hinanden også de dage jeg har haft ondt. Så har vi tilpasset dagene efter dette.Alle har hjulpen til og alle har sørget for at gøre lidt. Så når jeg har haft brug for at ligge i hængekøjen og hvile har drengen kunne sidde ved siden af og snitte. Så følelsen af at være alene, alene i smerterne har ikke været nær så stor.


  • ANSVAR: alle har følt et ansvar for at skabe sig en god dag. At bidrage med ideer og initiativer og foreslå og sætte igang. 


  • UDELIVET: Det er ikke nogen hemmelighed at vi bor i lejlighed på anden sal, med verdens mindste altan. Men i ferierne er vi ofte ude, fordi der er tid til det. Der er tid til at tage dagen og vejret som det kommer. Og alle har kunne hjælpe med at gøre klar til dagene udenfor. At der er højt til loftet og ingen vægge har min hovedpine godt kunne lide.


  • MOTION: Når det er ferier er vi meget bedre til at komme ud og røre os, der er flere gåture, badeture og cykel ture. Det er nemmere i ferien hvor vi ikke skal vente på at nogen har fri kl 14, 15 og 18.


  • TOLERANCE OG KÆRLIGHED: Det er som om at der er en større forståelse og tolerance, det medfører i sig selv også langt mere kærlighed. At man ved jeg er langsom starter gør ingenting for vi skal ikke nå noget til en bestemt tid, har man været ked af det eller savnet har man kunne tage sig tid til at holde ekstra om hinanden. Jeg ved ikke hvad det er der sker, men man holder mere i hånd, krammer og venter på hinanden i ferierne.


  • MINUS FORÆLDREINTRA: Den kan stå for sig selv :-)


Når jeg så sidder og skriver dette, ovenpå jeg den seneste uge har betalt prisen for alligevel at glemme min krop lidt i ferien, kan jeg godt se at ferien trods alt er værd at afholde ;-) Faktisk er den et åndehul, et fritkvarter, en tid hvor vi alle er mere lige. Måske fordi vi husker ikke at flyve og fare i ferien. Vi er ikke med på moden i at rejse mest, opleve mest, se mest. Men mere at gøre mindst. Gøre det nemt og huske hinanden. Så på trods af migræneanfald, den kroniske hovedpine og den umådelige træthed der har fyldt den sidste uge. Så ved jeg at når drengene starter i skole på mandag og Gert cykler på arbejde. Så er her helt fred og ro, men så rammes jeg af ensomheden. Jeg kan få min hverdag tilbage med jeg blir også slave af tiden igen, jeg ved at jeg skal nå at hvile inden klokken dit for der skal nogen det og helst ikke klokken dat for der kommer den osv. Og der igen laves legeaftaler, aftensmaden skal indtages inden klokkken dut og madpakkerne smøres inden for ellers, vækkeuret ringer kl 6.45 og der er kamp om toilettet. Jeg kan ikke lave aftale mandag fordi onsdag skal jeg til det møde og der skal bookes tid i vaskeriret. Ohh og fredag skal drengene afleveres ved deres far klokken dat og jeg skal huske at pakke osv osv.

Klokken bliver igen, om vi vil det eller ej, et styrende element, for at vi kan nå det hele og for at alting kan hænge sammen igen.


Så på mandag, ja så kommer jeg sku alligevel til at savne sommerferien.


Du er velkommen til at kommentere eller dele mit blogindlæg (husk kildeanvisning)

Foto ?? er mine, spørg hvis du vil låne?

Du kan også følge mig på

Instagram eller Facebook

Synes godt om

Kommentarer

kroniskefarver
kroniskefarver,
Da vi holdte to ugers sommerferie, var det også det at gøre mindst, som fyldte mest. På to uger var vi kun væk fra sommerhuset to gange. 1. gang for at få en is. 2. gang for at få en is og få den dejlige overraskelse: vi to var tæt på hinanden.
Og jeg oplevede faktisk det samme: tolerance og kærlighed. Oplevede at vi som par virkede mere nyforelsket. Og hvor var det fantastisk
nouw.com/kroniskefarver
Skriv kommentar...
IP: 82.99.3.229