Undskyld at jeg er fraværende, men det er fordi jeg er nærværende.

For nyligt blev jeg sammen med min veninde @kroniskefarver interviewet til medicinsk tidsskrift. Artiklen omhandlede unge patienters brug og gavn af de sociale medier

Link: https://medicinsktidsskrift.dk/behandlinger/gigt/1901-studie-med-unge-patienter-sadan-har-vi-gavn-af-de-sociale-medier.html

Det har efterfølgende givet mig stof til eftertanke.

Hvad er det vi bruger de sociale medier til og hvor meget?

For mange patienter med kroniske smerter, incl mig selv, er de sociale medier en genvej til at være social. Når man ikke har kræfter, energi eller helbred til at være så meget social som man gerne vil, er medier som facebook, instagram mm en måde at være en del af et fællesskab. Det er pludselig kun "et klik væk" og man føler sig ikke så alene.

Men det er også en tidsrøver. Pludselig forsvinder der timer på det. Jeg oplever også at, selvom man er social i det virkelig liv med mennesker, er det sjældent man ikke lige stjæler sig 5 min til at se om man er "gået glip af noget" .

Har du ikke hørt dine børn eller din kæreste sige: "Skulle vi ikke se film? Du sidder med telefonen igen nu." Eller hørt dig selv svare: "JA JA, kan jeg da ikke lige få lov at skrive det her færdig så kommer jeg"

Man vil så gerne lige fortælle noget, eller svare på noget eller finde informationer om noget.

Det er også som om at det er der man finder informationerne. Der er flere og flere foreninger der udelukkende bruger disse medier til at være i kontakt med deres medlemmer. Ofte støder man på, "du kan finde oplysninger om kommende arrangementer og tilmelding på facebook."

Jeg er selv meget bevidst om mit brug af de sociale medier. Jeg var nemlig selv "afhængig". Jeg havde en profil på mange forskellige sociale medier og jeg spillede også diverse spil. Jeg blev ked af det, når nogen var online på medierne, men ikke havde tid til at besvare ens opkald eller sms. Jeg blev ked af at, det var på de sociale medier jeg skulle se veninden havde været ved lægen i weekenden og faktisk været rigtig ked af det, - hvorfor havde hun ikke ringet til mig og jeg blev ked af at jeg ikke engang kunne tage i zoologisk have med mine børn, uden lige at skulle dokumentere på de sociale medier at jeg var der og hver gang der var en mulighed måtte jeg hellere ind og like de opslag der var, for ikke at gå glip af. Sæt nu ingen så ikke gad følge mig mere.

Jeg oplevede at mine ture i naturen ofte mest gik ud på at stille an og tage billeder og vise: Se hvor vi hygger, se hvor vi laver bål osv osv.

Jeg bestemte mig derfor en dag at, nu var nok, nok.

Jeg husker ligeså tydeligt jeg sad nede ved en veninde. Jeg var igen blevet ked af et opslag på facebook og sagde til hende:

"Jeg vil ikke mere, jeg er nødt til at melde mig ud. Jeg kan ikke styre det. Jeg fortæller mere de sociale medier hvad der foregår i mit liv, end jeg fortæller det til veninder. Jeg oplever mine børn sige, hvorfor skal vi tage det billede igen eller mor, hvor mange likes fik det, nu er det slut. Jeg føler mig slet ikke tilstede mere. Jeg vil det hele og lidt til og meget mere og jeg kan ikke følge med"

Jeg var udemærket godt klar at jeg var afhængig. Jeg besluttede den dag at tage 1 år uden de sociale medier overhovedet. Jeg startede med at deaktivere mine konti, så kunne jeg altid lige fortryde. Jeg skrev en status: Undskyld men mit virkelig liv har brug for mig.

Også loggede jeg af. De første 14 dage var frygtelige. Det var som om der ikke var en mening med at gøre noget. Nu skulle jeg jo bare gøre det, og hvad skule jeg så bruge billederne til. Jeg var udelukket af fællesskabet, jeg blev ikke informeret. Men langsomt oplevede jeg også at, jeg blev mindre stresset. Jeg oplevede at, når jeg mødte folk på gaden var det altid mig der kunne fortælle hvad jeg den seneste tid havde lavet og jeg kunne lytte til deres historier, for jeg havde ikke læst det på de sociale medier. Så efter 3 måneder slettede jeg alle mine konti fuldstændig.

Jeg lærte med tiden at værdsætte det virkelige liv, jeg var taknemmelig for at der faktisk var 8 mennesker der huskede min fødselsdag og skrev en sms til mig og at jeg skulle ikke længere bekymre mig om hvorfor jeg "kun fik 111 fødselsdagshilsner, når jeg nu havde 230 venner".

Har du nogensinde tjekket din skærmtid på telefonen? Man opdager virkelig hvor meget tid man bruger.


Da der var gået et år, bestemte jeg mig for at, jeg kun måtte invitere én ting tilbage i mit liv. Det blev instagram. Jeg oprettede en profil der skulle omhandle ét tema, det blev mit udeliv. På et tidspunkt mærkede jeg igen at det tog overhånd, jeg pakkede grej hver gang jeg skulle i skoven, for at tage billeder og billedet skulle tages om og om igen. Så jeg tog 3 måneders pause. Det betyder at jeg i de 3 måneders pause ikke åbner min profil, jeg ser ikke andres profil. Jeg sletter simpelthen de apps. Og jeg har faktisk stadigvæk følgere når jeg kommer tilbage.


I dag har jeg så to profiler på instagram @becomingoutdoorwoman og @kronisk_rebel . Jeg bruger også snapchat, men kun til mine børn og to gode veninder. Ellers er den blokeret,

I mandags oprettede jeg så en facebook. Den har jeg udelukkende oprettet for at kunne finde oplysninger om mine børns aktiviteter, de foreninger jeg har gavn af, der desværre kun bruger facebook som eneste kilde. Jeg har skjult alle oplysninger om mig, jeg har ikke gjort det muligt at skrive på min"væg", tagge mig osv. Jeg har ikke lyst til at være afhængig af mere,

Jeg tillader mig at være offline og nyde virkeligheden. Og jeg tillader mig at være nærværende med de mennesker jeg er sammen med. Den status, det billede eller den kommentar jeg ikke så i dag, ser jeg nok i morgen.

Jeg tillader mig simpelthen at gå glip af noget. Det at være tilstede i nuet betyder at jeg er tilstede. Når min kæreste har inviteret mig ud at spise, så kan vi tage ud at spise, uden at jeg skal huske at "checke ind, dokumentere maden, vise at jeg har sat mit hår og huske at glemme at fortælle at vi faktisk skændtes på vej derned"

I dag oplever jeg at mange mennesker undskylder for at de "er smuttet ud i virkeligheden" for en stund. Hvis man er fraværende en weekend, et par dage blot, så skriver man det og undskylder for det. Jeg oplever endda at man føler sig fraværende hvis ikke man poster noget, men man er aktiv på medierne alligevel.

Jeg tror det er en følelse mange af os sidder med, fordi de sociale medier hurtigt bliver en virkelighed, men ringer vi også til en veninde hvis vi en weekend er syge for at fortælle? "Jeg vil bare lige fortælle, at hvis jeg ikke ringer i weekenden så er det fordi jeg er syg/har telefon-fri ect?"

Er det ikke okay at vi er offline fra de sociale medier, når vi tillader os at være offline i den virkelige verden, for at vi kan være social på de sociale medier?

Uanset om vi er offline, online, sygemeldte, døde, læser godnathistorier, tager et bad, uanset hvad vores fravær skyldes, både i den ene eller anden verden så fortsætter livet. Og uanset hvad , så kan vi ikke få det hele med. Men vi kan få noget med.

Ved at vi tør gå glip af noget, tør vi også være autentiske i det vi gør, når vi gør.

Samtidig har de sociale medier også gjort en masse positivt for mig. Jeg har fundet andre mennesker med samme interesser/fællesskaber. Der er vidensdeling og konstruktiv tilbagemelding og der er mulighed for at "være" social, selv de dage hvor jeg ikke kan fysisk.

Jeg følte i starten af mit sygdomsforløb mig meget alene. Jeg følte jeg var ensom og jeg manglede et fællesskab hvor der var en gensidig forståelse. Jeg oplevede før min profil på instagram, at alle forstår hvad det vil sige at ha hovedpine, men ikke mange forstår hvad et vil sige når det bliver en invaliderende onde i ens hverdag. Et onde man helst skal blive gode venner med. PÅ min instagram får jeg en masse feedback fra mine "smertekollegaer" som er konstruktiv.

Vi bruger ikke meget tid på at være sure på samfundet, på sygdomme, på sygehuse, behandlere og på vores kroppe. Men vi anerkender at der er bump på vejen og der er gode og dårlige dage, og at vi aldrig må tvivle på os selv. Vi er ikke kloge på hinandens vegne, men vi er kloge på vores egen og den viden deler vi. Der er støtte fra folk der ved hvad det vil sige at ha kroniske smerter. Selvom vi ikke kæmper med det samme.

Jeg har på begge min instagram profiler fundet tætte venskaber som også dyrkes i virkeligheden, også på kryds af lande. En af mine bedste veninder Sanne bor i Holland, hun er et skønt menneske der finder sit jeg i naturen. Hun er på instagram profilen @runningwithsheep Vi skriver breve til hinanden med post. Og på medier sender vi videoer til hinanden for at øve engelsk. Min bedste ven bor i Sverige, han og jeg skriver og ringer sammen. En dag mødes vi, også i virkligheden. I de perioder jeg har holdt længere pause fra de sociale medier har vi haft kontakt på andet vis. De har begge været end "gevinst" ved de sociale medier. Jeg har også fået nye veninder som jeg kan besøge, ringe til og sludre med. Veninder hvor man har en forståelse for at man er udfordret.

Jeg har også fundet positiv spejling i nogle af de profiler jeg følger. Der er arrangementer og fællesskaber med mulighed for at mødes med andre i samme båd. Samtidig føler jeg også at jeg kan bidrage med en masse konstruktivt. Jeg deler mine erfaringer, mine tanker, mine oplevelser med øje for at folk kan bruge det og allerhelst i en positiv retning. Samtidig er det vigtigt for mig at anerkende at, man også gerne må græde og være træt af det hele. Når jeg anerkender et andet menneske for at det er godt han/hun husker at lytte sin krop, så får jeg også selv en reminder om at jeg skal huske det samme. At det er ok ikke at være ok. At smerter ikke altid kan ses men det ændrer ikke på at man mærker dem.

Når jeg ser andre profiler af mennesker, der ser helt almindelig ud men også "kæmper med" kroniske smerter" bekraftiges jeg i at, man kan godt ha smerter og se helt almindelig ud.

Hvad deler jeg så selv? Ja det er en balance, for jeg syns det er vigtigt at være ærlig. Jeg vil rigtig gerne selv ha fokus på at jeg har retten til at skabe mig et godt liv, på trods af kroniske smerter. Det er vigtig at det ikke bliver et fællesskab hvor vi hurtigt kan blive sure på sundhedssektoren eller kommunen. Men at vi kan guide hinanden til at opdage de små værdier, alt det der i virkeligheden tæller. At vi kan meget mere end vi selv tror, hvis vi vil gå andre veje og hvordan vi hele tiden finder løsninger som feks. at man godt kan gå en tur, hvis man ikke kan løbe, at man finder ro i naturen, eller hvad vinterbadning gør for mig, når jeg ikke længere kan træne med høj puls, at andre engang imellem også servere hotdog selvom menuen var flæskesteg og at livsglæde er vigtigere end at fjerne nullermænd. osv osv.

Jeg deler mest muligt om mig selv og min rolle. Deler jeg oplevelser med min kæreste eller børn, er det med "et få lov" fra dem først.

Jeg har ikke en liste med ting jeg vil dele og ting jeg ikke vil dele. Jeg deler med hjertet.

Mange gange laver jeg en kladde til mine opslag og så poster jeg først efter et par dages betænkningstid. Så jeg overvejer og tænker mig om, inden jeg deler. På begge mine profiler er det vigtigt for mig at jeg tager udgangspunkt i mig. Jeg finder det også vigtigt at "tagge" de mennesker der har bidraget til mine tanker. At jeg sender roserne derhen hvor de tilhører. Har nogen lavet et godt opslag "kilde henviser" jeg altid og jeg syns det er vigtig at bevare en god tone og ha fokus på det positive. Det er vigtig for mig at det er et fællesskab og ikke en konkurrence.

Jeg har ikke nogen af mine profiler, på de sociale medier for at, "sælge noget" Jeg er der udelukkende for at give og vidensdele. Jeg har over 2000 følgere på min ene profil og under 300 på den anden. Men begge profiler er ærlige og med øje for fællesskabet, med øje for at bidrage med noget til tag selv bordet og tage noget derfra. Så vi alle kan blive mætte. Jeg er ikke bedrevidende men jeg kan måske være mere konstruktiv en dag hvor jeg har overskud og en anden ikke har og vica verse

Jeg er ikke underlagt en jantelov, men der er heller ingen grund til at tro at, jeg kan tillade mig hvad som helst. Ydmyghed og anerkendelse er vigtigt for mig.

Jeg har to profiler fordi den ene udelukkende handler om mit udeliv og den anden profil handler om hvordan mit liv er med kroniske smerter. Men jeg er ikke i tvivl om at der er en rød tråd mellem de to profiler. For både den ene og anden profil er 100 %mig. Jeg tror at, hvis man skal finde det fællesskab hvor man kan bruge det til noget , er det vigtigt der er et interesse område. Ligesom man har forskellige veninder, den ene er hende fra strikke cafeen og den anden er hende man fester med. osv. Og det er ikke sikkert hende der fester, har lyst til at høre om masker og ret og vrang.

Men vigtigst af alt, så er jeg også offline. Jeg er faktisk ude at spise med min kæreste oftere end jeg deler det, Jeg er også i legoland med mine børn uden at checke ind på de sociale medier og jeg drikker også flere smoothies med ukrudt, end jeg viser.

Samtidig ved jeg også at jeg kan gå glip af en god give away nogle gange. Jeg får meget sjældent first like på billeder, heller ikke min kærestes billeder og jeg har også beskeder i min indbakke der er dage gamle. Som jeg åbner når jeg har tid til at være nærværende i beskederne.

Men alting har sin tid og det er sikkert at når jeg svarer folk, er sammen med folk eller er på de sociale medier, så er jeg tilstede i øjeblikket. Jeg kan ikke både se en film med mine børn, skrive et opslag til instagram og tjekke ind i køkkenet på samme tid. Eller måske kan jeg, men jeg vil ikke. For så er jeg ikke længere tilstede nogen af stederne.

Jeg går glip af noget, fordi det tilfører mig noget andet og jeg er fraværende for at kunne være nærværende, både på de sociale medier og i virkeligheden.



Tak fordi du læste med

Kh Anja Eleonora Kjær

Du er velkommen til at dele mit blogindlæg. Husk kildeanvisning. Fotos er mine. Spørg hvis du gerne vil låne



Synes godt om

Kommentarer

kroniskefarver
kroniskefarver,
"Ved at vi tør gå glip af noget, tør vi også være autentiske i det vi gør, når vi gør."
Spot on! Og indlægget rammer mig, fordi jeg kan genkende det. Faktisk kunne jeg mærke min dårlige samvittighed flere gange under læsningen. "jeg bruger for meget tid på de sociale medier. Tør jeg overhovedet tjekke, hvor meget tid?".
Jeg tjekkede og tallet er skræmmende. Det vidste jeg godt.
Jeg har brug for de sociale medier for at få dækket mit sociale behov, men jeg mærker mere og mere, at jeg er på, fordi jeg føler, at jeg BØR svare på beskeder hurtigt. Føler, at jeg SKAL se alles opslag, for de ser jo mine.
De her dage kæmper jeg for at holde hovedet oven vande og alligevel er jeg på de sociale medier. Det er jo tåbelig. Jeg forstår, hvis folk ikke svarer mig. Selvfølgelig forstår andre også, hvis jeg ikke svarer dem. Jeg burde sige 'PYT' og istedet være autentisk til stede.
Tak for din kærlige øjenåbner ❤️
nouw.com/kroniskefarver
Kronisk_rebel
Kronisk_rebel,
Selvfølgelig vil de forstå. Eller i hvert falde acceptere❤️ Jeg forstår. Samtidig forstår jeg også at det er en fornuftig og god måde at være social på når andet ikke er muligt. Du har meget at byde ind med og dét hjælper andre. Tak for altid konstruktive tilbagemeldinger. Du er en meget nærværende og opmærksom veninde❤️ .
nouw.com/kronisk_rebel
Skriv kommentar...
IP: 82.99.3.229